Who are we?

For mig at se ligner det dansemyg. Dansemyg, der svæver over det, der både kan være en skovsø og himlen over den.

Myggene er set helt tæt på, så de virker enorme, men uanset det, er det ikke en videnskabeligt præcis gengivelse, som  man f.eks. ville finde i en bog om insekter. Det er kunst, det her, og man må godt tage sig sine friheder. Skal tage sig sine friheder.

Det er nu lige så meget ordet, jeg synes, der passer. Dansemyg. For selvom andre ville se nogle helt andre motiver i Eva Brokholms billedverden, tror jeg, de fleste ville kunne forlige sig med danseassociationerne. Det er, som om formerne tager sig en vals eller, i nogle af billederne med et højere tempo, en breakdance eller en swing. Uanset hvad, er det den rytmiske bevægelse i figurerne – hvad de end er – der udgør ”temaet” i Eva Brokholms malerier. Interaktionen mellem figurerne, der ligesom synes at flyde på overfladen, sker på en baggrund skabt af mange lag af maling. En mælkehvid baggrund med fine underliggende net af tynde linjer som krakeleringerne i is, der er frosset og tøet op mange gang. Krakeleringerne er nogle gange suppleret af runde former, der kan give associationer til sten, men som lige som meget er brugt af rent kompositoriske grunde for at give et modspil til de dansende figurer og det mælkekvide farvelag. Det samme kan siges om de små udbrud af gult, rødt og blågrønt, der oplyser lærrederne på strategiske steder. Deres rolle er at give en lysende koloristisk kontrast til den forholdsvis afdæmpede palet, der ellers dominerer billederne.

Hovedkernen i Eva Brokholms malerier er altså et kompositorisk spil mellem modsætninger. Mellem de slyngende og dansende lineære figurer på overfladen og den mælkekvide farvemasse i baggrunden. Mellem stoflighed og linjeføring. Mellem hurtigt udførte skitseringer og tålmodigt penselarbejde i mange lag. Mellem en tilbageholdende hovedfarve og eksplosive glimt af lysende kulører. Det er disse kontraster, der giver liv og spændinger i kompositionerne. Og så må vi ikke glemme de associationer, som vi hver især får, når vi betragter ”dansemyggene”. Jeg ser myg, andre ser måske vandplanter, rødder, blade, engle eller feer. Der er heldigvis ingen facitliste, for det er jo kunst, vi har med at gøre. Men at jeg vil tænke på Eva Brokholm næste gang, jeg ser en sværm af hvirvlende myg, det er sikkert og vist.

Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen, 2019

love it as much as I do.

I wish you the best of luck with your business, enjoy the adventure.